Juuubbiiiiiii jahooouuuu for en oprykning til serie 3

Borup igen i serie 3

Oprykkerholdet fra Borup IF efter oprykning til serie 3 (minus Christian Malik)

Borup sikrede sig oprykningen til serie 3, da holdet i sæsonens sidste kamp vandt knald eller fald kampen mod Foulum IF/Trojka IF med hele 5-1.

Borup fik en kanon start, da holdet bragte sig foran allerede efter 1 minut, da Mads Tougaard blev spillet fri i højre side, hvor han med en mønsteraflevering fandt Mathias Kristiansen, som kom stormende og resolut headede bolden i mål. God start på kampen og flot angreb, der gav en perfekt chokeffekt for modstanderne.

Borup spillede nok sæsonens bedste halvleg og spillede Foulum forsvaret tyndt gang på gang. I det 10. minut havde Mads Tougaard en friløber, som blev brændt. I det 20. minut havde Peter Lund også en stor chance, som blev hamret lige ved siden af stolpen. Tilskuerne måtte dog vente til kampens 28. minut, inden Borup kom foran 2-0, da en Foulum forsvarer hårdt presset headede Niels Klausen frisparksindlæg i eget net.

Foulum havde halvlegen igennem ikke det store, men i et par situationer blev de halv farlige. I begge situationer fik Niels Klausen Blokeret deres forsøg. Til gengæld var Borup uhyre tæt på at lukke kampen helt. Først havde Mads Tougaard et flot langskud, som tog stolpen, og lige før pausen havde Christian Malik et forsøg som tog underkanten af overliggeren og sprang ned på målstregen, men uden at passere denne. I den situation gled Borups spillende træner Niels Klausen, da han skulle udnytte riposten, så det blev ved de 2-0 i pausen, hvilket godt kunne have været bedre i Borups favør.

I anden halvleg satsede Foulum/Trojka hele butikken og godt hjulpet af medvinden, trykkede de Borupholdet i bund. Udeholdet fik et hav af hjørnespark og var flere gange farlige på lange indkast helt ind i feltet. Tættest på var de, da de fik en kæmpe hovedstøds chance, men den blev headet over målets overligger. Borups forsvar kæmpede bravt og fik sig efterhånden kæmpet ud af krisen.

Det store pres på Borup gav mulighed for kontrachancer i modsatte ende. Borup slog i en af kontrachancerne til, da Mathias Kristiansen fandt Nicklas Thorsager, der løb igennem og hamrede bolden i mål til en 3-0 føring. På det tidspunkt stod der 64 på kampuret. Borup kunne klare sig med uafgjort, så Foulum/Trojka skulle nu score 4 gange, hvis de skulle rykke ved Borups oprykningschance.

Med scoringen til 3-0 var kampen dog mere eller mindre afgjort. Foulum satte lidt spænding i kampen med reducering til 3-1 i kampens 72. minut på et flot frisparksmål, men selv om de lagde et hårdt tryk på Borup, så kunne de ikke ændre på Borups stærke deffensiv.

I det 81. minut sendte indskiftede Frederik Svenningsen en bold op af banen. Den løb Christian Malik op og sendte bolden i mål til 4-1.

Lige efter måtte Lars Tougaard ud i de 10 minutter for en dum tackling, så Borup var reduceret til 10 mand.

I kampens 90. minut blev det 5-1, da Mads Tougaard udnyttede en god stikning fra Frederik Svenningsen. Dybt inde i overtiden burde Mads Tougaard have ændret cifrene til tenniscifre, men alene med målmanden brændte han totalt blank en mega stor chance, da han ramte målmanden i stedet for at lægge bolden i nettet.

Det blev trods alt en overbevisende og flot 5-1 sejr, som betyder, at man bliver den bedste 2’er ud af de 12, der rykker op. Borup endte med hele 35 points og en målscorer på 43-10.

Foulum/Trojka må se i øjnene, at de må blive i serie 4, hvor holdet kun tabte en kamp – nemlig sæsonens sidste! Ingen tvivl om, at Foulum/Trojka i en anden pulje, havde været en sikker oprykker. Nu bliver det så Hersom/Bjerregrav og Borup, der rykker op.

Oprykningen blev fejret på behørig vis. Både lige efter kampen, videre i klubhuset om aften og til ud på de sene nattetimer.

Dagens spiller blev Lars Tougaard der på den centrale midtbane spillede sæsonens bedste, og fik endelig adresse på sine afleveringer.

Borup kan se tilbage på et glimrende efterår, hvor alle 3 hold serie 4, 5 og 6 sluttede flot på 2. pladsen.

 

Herreholdet samlede ved kampen ind til "Knæk Cancer" indsamlingen. Se mere på dette link.