Cykelholdet Én Op holdt sæsonafslutning

Jørn Svensen instruerede deltagerne i Mountainbike-orienteringsløbet inden start

Cykelholdet holdt afslutning.

Fredag den 15. oktober holdt Cykelholdet Én Op afslutning på sommerens cykelløb. Cykeholdets har gennem sommeren 2016 mødtes privat hver onsdag, hvorfra der så er kørt på forskellige ruter i 2-3 grupper efter ønske om hastighed og distance. Distancen er først og sidst i sæsonen begrænset af lyset, mens gennemsnitshastigheden over sæsonen er steget betragteligt, som følge af bedre form.

Ved fredagens arrangement, var det ikke racercykler, der blev kørt på. Vejret om vinteren tilskynder mere, at der cykles på mountainbikes, så derfor havde cykelholdet lånt mountainbikes til dem, der ikke selv havde cykler. Simply MTB v. Lars Forsberg leverede 15 flotte og køreklare cykler til turen, mens de resterende 12 selv havde cykler til turen. Den Jyske Sparekasse sponserede leje af de lejede cykler. 

Med på turen var deltagerne fra Cykelholdet Én Op med familier, samt andre interesserede fra området, der skulle prøve et mountainbike-orienteringsløb. 

Først var der 1½ times fysisk aktivitet, hvor Jørn Svensen fra Løgstrup velvilligt havde stillet sin viden og arbejdskraft til rådighed. Jørn Svendsen er orienteringsløber, og han havde arrangeret et mountainbike-orienteringsløb. I alt var der stillet 15 poster op i området, Vie, Borup, Ugelris, Ndr. Skringstrup, Skringstrup, Skals og Låstrup. I alt en tur på 25-30 kilometer for dem, der valgte den korteste rute mellem posterne. Fælles for ruterne var, at der kun måtte cykles på etablerede veje, grusveje og cykelstier. Deltagerne fik udleveret et kort med posternes placering. På kortet var områder og vejpassager, hvor trafik var uønsket markeret med røde krydser. Jørn Svensen havde inden løbet været rundt for at tale med de involverede lodsejere, der velvilligt stillede deres ejendomme til rådighed for arrangementet. Deltagerne blev parvis sendt af sted på den fysiske udfordring.

Deltagerne kom mere eller mindre stakåndede og rødkindede tilbage til Låstrup efter 1½ times aktivitet på cyklerne. Ved hver af posterne kunne deltagerne dels tjene point ved at finde posten, dels kunne der tjenes bonuspoint ved at svare på en opgave. Endelig skulle deltagerne være retur ved mål 90 minutter efter start. Hvis ikke, så mistede de ét point pr. minut.

Ud over dette overskuelige pointsystem, var der lagt en ekstra fælde, idet deltagerne allerede inden start skulle gætte på, hvor mange point, de kunne score på turen. Det hold, der kom tættest på deres aktuelle pointhøst, løb med den samlede sejr.

Vinderne blev hold 4 med Johnny Sigsgaard Pedersen  og Bettina Katholm tæt forfulgt af hold 8 og hold 9 på en delt andenplads. Hold 8 var Magnus Nielsen, Johan Nielsen og Jacob Svendsen, mens hold 9 var Søren Tougård og Pernille Kynde. Derefter fulgte hold 12 med Allan Urban og Tonny Svendsen.

Holdet med den største pointhøst var Hans Kurt og Anne-Birgitte Tougård med 79 point ud af 100 mulige, tæt forfulgt af Eva og Morten Nielsen med 73 point, mens Tina Dahl og Thomas Juul Pedersen fik 67 point.

Efter den fysiske udfoldelse var der fælles madlavning og bad, inden sæsonafslutningen blev fejret hos Eva og Morten med en god middag og hyggeligt samvær.

Cykelholdet Én Op ønsker at takke lodsejerne for velvillig udlån af markveje og stier til turen, Jørn Svensen for velvillig assistance og instruktion i turen, samt til Simply MTB v. Lars Forsberg for hjælp til dem, der ikke havde cykler på hånden selv. Tak til Den Jyske Sparekasse for sponsorat af lejede cykler, så flere kunne prøve denne træningsform. 

Tak for en god eftermiddag og aften fra Cykelholdet Én Op.

Se billeder fra arrangementet på dette link. 

Cykler klargøres inden start på løbet

 

Trængsel ved post på Nørremarksvej ved Kolhøj

Cykler justeres og gøres klar til turen.