Flemming Neesgaard ny dametræner i SUB09
Line Bach Møller fra SUB09 dameudvalget besegler ansættelsen med et godt gammeldags håndtryk. Så er den aftale i hus.
Ny dametræner i SUB09
Dameudvalget i SUB09 har nu tegnet kontrakt med en dametræner for 2017. Valget er faldet på Flemming Neesgaard, der er 48 år og bor i Skive. I Flemming Neesgaard har SUB09 fået en særdeles erfaren dametræner, der startede sin trænergerning helt tilbage i 1987.
Dengang stod der Rønbjerg på klubnavnet og fodboldspillerne var klubbens dameseniorhold. Siden da har Flemming trænet alt fra drenge, junior og ynglinge. Han var i 2000 og 2001 herretræner i Stoholm IF samtidig med, at han tog sin A-licens på Danmarks Trænerskole i Aalborg. Med A-licensen i hus var han i årene derefter med til at starte FK-Viborg, hvor han tog sig af ynglingedrenge i 2 år. Derefter Skives drenge i 2 år.
I perioden fra 2006 til 2014 var fodbolden lagt på hylden, da Flemming flyttede til Nuuk i Grønland og startede egen glarmesterforretning. I den periode var der ikke plads til fodbold for forretningen tog al hans tid. Glarmesterforretningen blev solgt i 2014, hvorefter Flemming flyttede til Syddanmark, hvor han bosatte sig i Skive.
Efter ankomst til Danmark kom der igen tid og lyst til fodbold. Han blev tilknyttet Skives jyllandsserie herrer som assistenttræner. Han havde en halv sæson i Sparkær som herreseniortræner, og så var han i en periode i Skovbakken, hvor han havde U17 DM Damer (nuværende U18 DM Damer). Sidstnævnte trænergerning har efter eget udsagn givet træneren et godt indblik på kvindefodbold på et højt niveau.
Flemming Neesgaard oplyser, at den vilje og lyst til læring gennem træning, som han har oplevet i sin tid i Skovbakken gjorde, at han straks var interesseret i at optage trænergerningen i SUB09, da han fik en henvendelse fra klubben. Den lyst blev ikke mindre efter det første inspirerende møde med dameudvalg og et par repræsentanter for spillerne.
Flemming er klar over, at der ligger et stort arbejde foran ham. Både med at få træningen til at hænge sammen, med at opbygge/tilrette spillestilen, i forhold til afvikling af kampe, udvikling af den enkelte spiller og udvikling af holdet som helhed. Han er dog sikker på, at en hård træningsindsats i den kommende sæson, nok skal få det hele til at lykkes. Ud over træning og sportslig fokus, skal der også være plads til fokus på sociale tiltag på holdet.
Flemming glæder sig til at komme i gang med trænergerningen. Han tiltræder jobbet ved årsskiftet 2016/ 2017. Dameudvalget forventer, at udendørs træning starter omkring den 1. februar.