Fodboldskole i Borup Idrætsforening tredjedagen
Fodboldskolen i Borup Idrætsforening
Onsdag fortsatte DBUs fodboldskole i Borup Idrætsforening på tredjedagen. Vejret viste sig igen fra sin pæne side. Ikke for meget sol og alligevel nogenlunde varmt. Ingen regn og vinden var ikke for voldsom. Det var med andre ord perfekt vejr til fodbold.
Trænere og trænerassistenter var klar til at modtage de mange unge fodboldspillere på slaget 9. De unge spillere havde fået varmen oven på gårsdagens regn, og de var klar til fodbold.
Efter de 3 første timers fodbold var der pitabrød og fri salat til frokost for dem der var med i frokostordningen. Desuden rugbrød med div. pålæg til dem, der var mere sultne. Karin Elkjær, Lotte Wendelboe, Ane Emilie Nielsen og Poul Johannesen var frivillige hjælpere ved dagens frokostbord og efterfølgende frugtpauser. Til frokost er der selvfølgelig vand og mælk ad libitum.
Fodboldskolens ledelse har besluttet, at der ikke skal sælges slik til børnene i forbindelse med pauserne. Der er frugt, frokostordning, mælk og vand. Desuden kan der købes slush ice til en flad femmer, og det er et stort hit på årets fodboldskole.
Efter frokost var dagens overraskelse, at der kom besøg fra VFF. Jeppe Curth og Mathias Wichmann fra VFFs superligahold kikkede forbi. De fortalte om hverdagen som superligaspiller, og de stillede sig til rådighed for spørgsmål. Spørgelysten var stor. F.eks. ville en spiller vide, om de havde mødt kvindelandsholdet, én ville vide, hvorfor de tabte en bestemt kamp, og de blev spurgt, hvor mange fodboldstøvler de ejer. Mathias oplyste, at han ejer 4 par fodboldstøvler, mens Jeppe ejer 60 par fodboldstøvler. Han har gemt mange af sine sponsorstøvler gennem tiden, og så bliver det til mange efter en lang sæson.
Efter spørgerunden, var det tid til fodbold. Jeppe og Mathias deltog i fodboldkampe med alle spillerne på skift, og det var noget de unge fodboldspillere kunne lide. Hvem har f.eks. prøvet at lave en ”nelle” (Tunnel) på en superligaspiller, eller at score på en så god fodboldspiller.
Efter fodboldrunden, hvor alle spillede 5 mod 5 eller 7 mod 7 med én af superligaspillerne på hvert hold, var det tid til at skrive autografer på fodboldstøvler, trøjer og drikkedunke. Dog kun én autograf pr. trøje af frygt for, at mor skulle være uenig i, at det var en god idé.
Efter tredjedagen er fodboldspillerne ved at være brugt. Der er blevet spillet fodbold, fodbold og fodbold, men der har bestemt også været tid til at hygge sig med trænerne og trænerassistenterne. De er efter hånden ved at kende hinanden godt.
Se billeder fra dagens fodboldskole på dette link.
Til frokost i morgen torsdag er der pastasalat og flutes for dem, der er med i frokostordningen. I morgen er det også dagen, hvor de ældste deltagere fra U12 og ældre sover i teltet for dem, som har lyst. Arrangementet koster 75,- kroner. Skulle der være nogen, der ikke har fået sig tilmeldt overnatningen, så fortvivl ikke. Der er aldrig noget, der er for sent i Borup. Tal med trænerne eller fodboldskoleledelsen, hvis nogen skulle have fortrudt, at de ikke skal med.