Fjends Cup 2016
Borup deltager i Fjends Cup for anden gang. Torsdag den 21. juli kl. 1830 møder holdet Ravnsbjerg/Løgstrup, der vandt turneringen både i 2013 og i 2014, men var hensat til en 3. plads i 2015. Holdet spiller i serie 2, så det bliver lidt af en mundfuld for Borup, når sommergræsset indtages i aften.
I 2015 måtte Borup nøjes med en meget beskeden 7. plads. Foråret i serie 3 sluttede med en skuffende nedrykning til serie 4 – dog spillede holdet mange tætte kampe, men det endte altså alligevel med degradering til serie 4. Træner Niels Klausens tropper kan glæde sig over, at der intet forventningspres er i åbningskampen, så på den led kan Borup næsten kun overraske positivt.
I alt er der 4 kampe på Sparkær Stadion i aften, så der er noget at komme efter for de fodboldinteresserede.