MTB-teknikspor i Låstrup
Mountainbike-spor i Låstrup
Fjordklyngens arbejdsgruppe for etablering af Mountainbikespor i Fjordklyngens område, arbejder i øjeblikket på at få etableret et teknikspor i Låstrup.
Arbejdsgruppen består af Hans Kurt Tougaard og Tina Dahl, der tidligere på året stod for de 2 cykelarrangementer ved Byfesten i Låstrup.
Formålet med at lave et teknikspor er dels at give mulighed for, at der kan afholdes mountainbikekurser på Kulturcenter Værestedet og dels at give den spirende interesse for mountainbikekørsel en hjælpende hånd.
Allerede efter nytår er der planer om at holde kurser på Kulturcenter Værestedet. Den foreløbige plan er, at der hen over vinteren holdes 4 kursusdage med udgangspunkt fra Kulturcenter Værestedet. Én af disse kursusdage tager så sit udgangspunkt på det nye teknikspor, mens andre kursusdage opsøger udfordringer i andre former for terræn i området.
Arbejdet med at etablere teknikbane er så småt startet. Onsdag mødtes arbejdsgruppen med Line Bach Møller, der sammen med Niels Taarsted fra Viborg MTB-Spor har lovet at stå for den faglige del af kurserne. Skoven blev taget i betragtning, og naturlige forhindringer, som væltede træer, skrænter og huller blev besigtiget.
Tekniksporet etableres i skoven bag Låstrup Forsamlingshus. Skoven ejes dels af Lone og Svend Mogensen og dels af Risgaarden I/S. Begge lodsejere har velvilligt sagt ja til, at skoven må bruges i forbindelse med afholdelse af kurserne på Kulturcenter Værestedet.
Det bliver spændende at følge, om der er interesse for kurset og for den spirende mountainbikesport i Låstrup.
Se artikel om etablering af sport på Viborg Folkeblads hjemmeside på dette link.
Arbejdsgruppen fra Fjordklyngen Hans Kurt Tougaard og Tina Dahl sammen med Line Bach Møller besigtiger forholdene i Lone og SVend Mogensens samt Risgaardens skov.
Hans Kurt Tougaard og Line Bach Møller har taget hul på at finde den sjoveste og mest lærerige tur gennem skoven.