Første sejr i hus for SUB09 i Kvindeserien
Referat Kjellerup IF - SUB09
Resultat |
1-3 (0-2) |
|
0-1 |
Julie Nørgaard |
22 min |
0-2 |
Sara Just Poulsen |
28 min |
1-2 |
50 min |
|
1-3 |
Julie Nørgaard |
64 min |
Efter et langt tilløb så kunne vi endelig springe ud i efterårssæsonens første kamp i kvindeserie vest. Med sommerens tilbagevenden for en kort stund, så var det perfekte rammer til at skyde sæsonen i gang mod oprykkerne fra Kjellerup.
Det blev en langsom opvågning og vi skulle lige have gnedet sommerferien ud af øjnene. Der sad måske stadig et par kilometer i benene efter pigernes interne løbekonkurrence, hvor flere af SUB'erne passerede 50 kilometer på sti og vej igennem en måned. Kjellerup spillede frisk til og vi var en smule på hælene. Langsomt, men sikkert, får vi bidt os ind i kampen og begynder at vise momenter af tiki taka og omstillingsfodbold i høj klasse. Efter små 24 minutter bliver en dybdebold i to omgange sendt af sted fra Sara Poulsen til Julie Nørgaard og herefter får Julie hængt to forsvarer til tørre. Mod en fremadstormende keeper sender Julie kynisk og koldere end en cola fra køleren bolden henover.
Ganske kort tid senere er de to igen på spil i en situation hvor vi kommer igennem venstresiden. Kjellerup får clearet bolden dårligere end Honduras og den ender for fødderne af Sara som sender et drømmehug af sted fra kanten af feltet. Et projektil Beckham ville misunde!
Mod halvlegens slutning bliver vi ramt af en uheldig skade til sygdomsramte Kathrine Møller som får et slag/vrid i knæet. Hun meldte til dagens kamp afbud en time forinden, men 4 minutter senere havde hun både spist, fået panodiler og lidt og drikke og havde det meget bedre. Derfor var det rigtig uheldigt for hende, at hun derfor måtte udgå med en mulig knæskade.
Efter pausen hænger vi nok stadig fast i en müslibar da Kjellerup får den bedste start. Vi får ikke clearet ordentligt og derfor er det ikke ufortjent, at de scorer efter små 5 minutter. Herefter spiller Kjellerup virkelig til og vores forsvar må i den grad steppe op. Trods spil og chancer, så bliver de aldrig for alvor helt oplagte og frie i skudøjeblikket. Derfor er det en kold spand vand de får smidt i hovedet da Sara endnu en gang sender en dybdebold til Julie som via en Kjellerup pandebrask ender for hendes fødder. Efter lidt jonglering får Julie vist hendes enorme vilje og talent og fra en spids vinkel sender hun et kongelob over keeperen og vi får det vigtige 3-1 mål.
Resten af kampen går tiden langsommere end ventetiden til juleaften da vi var små. Minutterne går umådelig langsomt og Kjellerup presser gevaldigt på. Vi formår med enorm vilje og fight at lukke dem ned og forhindre dem i at score pga. stor forudseenhed. Især samarbejdet mellem forsvaret og keeper Line Møller var i særklasse.
En fantastisk åbnirng mod en modstander vi formentlig kommer til at ligge og kæmpe med i år. Målsætningen er den samme som sidste år, at nå omtrent de 15 points og se om det vil være nok til en redning. Det var i hvert fald en god start og nu ser vi fremad til næste kamp lørdag, hvor vi i den grad får brug for alle kræfter pga. en del afbud og skader. Vi er dog klar til at give den alt hvad vi har!
Dagens spiller: Sara "Beckham" Poulsen
Sara var med i alle tre mål og leverede et stort stykke arbejde på både midtbane og kant. Hun var altid farlig når bolden var omkring hende og hun udviste sparketeknik som er "bedre end Beckham". En stærk kamp fra den løbeflittige duracellkanin!
Referant: Lars Løvig