Børneklubben Låstrup/Skals på festival i Holstebro
1.100 børn på sporet af et stort mysterie i Holstebro
Holstebro har i weekenden dannet ramme om KFUM og KFUK’s Børnefestival, hvor 1.100 børn og 300 ledere har sluppet fantasien løs for at komme på sporet af det største mysterie i kristendommen. Fra Børneklubben Låstrup / Skals deltog der 12 børn og ledere.
Mesterdetektiven Find Spor og børnene har under hele Børnefestivalen været på sporet af påskens store mysterium, og undervejs har han fundet æsellort, baljer og tornekroner – og op af sin tilsyneladende lille kuffert kunne komme utrolige ting som dej og senere brød, kors, æsler og engle. Find Spor har mødt en række personer fra Bibelen, og han har fundet ud af en masse i sin søgen efter Jesus Kristus og Guds rige, selv om telefonopringningerne fra mor har været et forstyrrende – men underholdende – element.
Børnene har taget Find Spor til hjertet og fulgt ham hele vejen, og udstyret med en lup har de selv fundet påskespor på toiletterne på skolerne. Børnene har også på egen krop oplevet centrale ting fra påskens budskab – de har f.eks. fået vasket deres fødder og delt brød med hinanden. Et særligt øjeblik var også, da børn og voksne gav hinanden massage, og der sænkede sig en stilhed og koncentration i hallen, som var til at mærke.
"Det har været vigtigt for os, at præsten skulle være en naturlig del af Børnefestivalen, og jeg har derfor haft præstekjolen på, hver gang der var samling i Gråkjær Arena. Det har givet genkendelse og anledning til mange snakke, spørgsmål og kommentarer, og det har været med til at markere, at kirken og det kristne budskab er med på Børnefestival.", udtaler sognepræst og børne-ungdomspræst, Karen Togsverd, Struer.
Taget lettede på Gråkjær Arena
Gennem hele weekenden har taget på Gråkjær Arena været ved at lette, når samtlige deltagere skrålede med på festivalsangen; "På sporet", eller når latteren ikke ville stoppe over underholdningen af bugtaleren Peter Nørgaard; Ballonmanden Asger Fonnesbech eller duoen Svend & Kaj. Alle kunstnere formåede at ramme i børnehøjde, og de havde et godt greb om deltagerne. Det samme havde børnene fra Den Kongelige Balletskole, Holstebro, der som det lokale islæt gav deres bidrag til festivalen, og fascinationen over dansen fik stilheden til i et moment at sænke sig over deltagerne.
Fem efterskoler i det nordvestjyske med tilknytning til KFUM og KFUK åbnede lørdag eftermiddag dørene for Børnefestivalens deltagere. Efterskolernes elever havde, som et led i deres lederuddannelse, stået for aktiviteterne, og både elever og skoler fik vist, at der også i efterskolemiljøet er spor af KFUM og KFUK.
Udover oplevelserne på store scene og efterskolerne har børnene haft et frirum, hvor de med hinanden har kunne prøve menneskefodbold, sumo-brydning, Tante Andante, pandekagemaskine og mange andre aktiviteter.
Deltagerne tager fra Børnefestivalen med et væld af gode oplevelser og med en glæde over at være en del af noget større.