Naturen omkring Låstrup

Hjarbæk Fjord/Simested Å/Borup Hede

Simested Å er en af landets reneste åer og den er kendt langt ud over landets grænser for sin bestand af havørred. Der findes desuden en fast bestand af ål, bækørred og regnbueørred. Åen er således eftertragtet fiskevand og fiskere kommer langvejs fra, for at fiske i åen. Viborg sportsfiskerforening har lejet fiskeriet i åen se www.vsf.dk


SALG AF FISKEKORT FOREGÅR BL.A. FRA:
Skals Bageri og Nærbutik, Hovedgaden 17, 8832 Skals

SIMESTED ÅDAL/HJARBÆK FJORD
Simested Ådal og Hjarbæk Fjord er omfattet af et internationalt beskyttelsesområder kaldet ”Habitatområde 30”. Udpegningsgrundlaget for ådalen er bestanden af Odder, Bæklampret, Damflagermus, vandløb med vandplanter og bræmmer med høje urter langs vandløbet.

OVERNATNING
Shelteret ved Kulturcenter Værestedet kan frit benyttes. Der er fri adgang til toilet og bad, ligesom der er adgang til primitivt køkken og bålplads.

Kulturcenter Værestedet
Låstrupvej 47, Låstrup, 8832 Skals
tlf. 86 69 45 10 eller www.kulturcenter-laastrup.dk

Skringstrup Kursuscenter tilbyder Bed & Breakfast
Herredsvejen 46, Skringstrup,
8832 Skals, tlf. 86 69 48 81 eller www.skringstrup.dk

BORUP HEDE/FLENSBORG PLANTAGE

I den østlige ende af Låstrup Sogn løber Simested Ådal over Borup Hede. Hedearealet er beliggende på et flot kuperet terræn og grænses på den ene side af Simested Å og på den anden side af Flensborg Plantage eller Nørredal Plantage, som den sydligste del af plantagen hedder. 

Midt på heden ligger Brakbjerg, der er hedens højste punkt. Herfra er der skøn udsigt over ådalen og resten af heden. Bestemt et besøg værd. Især på den tid af året, hvor lyngen blomstrer er der særdeles flot på denne bakke. 

I kanten af Nørredal Plantage springer en naturlig kilde med klart friskt vand året rundt. Vandet herfra blev før i tiden stemmet op og brug til at drive Borup Vandmølle, som ligger i Nørre Borup. 

Der er gode muligheder for at vandre en tur på heden. 2 vandreruter tager sit udgangspunkt fra den lille parkeringsplads ved Brakbjerg. Den ene rute på 1 kilometer løber langs Simested Å og rundt om Brakbjerg. Den anden er 4 kilometer lang og går længere ind i baglandet til kilden og plantagen nord for heden.