Fælles hyggedag for borgerne i Låstrup på lørdag

Låstrups Byfesttelt står endnu på Borup Stadion i Låstrup og savner sine aktiviteter. På lørdag den 3. juli opfordres byens borgere derfor til at møde op og få en fælles hyggedag fra kl. 1600 på stadion og i teltet. Vores fokus er, at vi skal have gang i de sociale aktiviteter igen oven på den lange corona-nedlukning.

Der er ikke arrangeret nogen bestemte konkurrencer, men der er mulighed for at udfordre naboer, venner eller andre i kongespil, krocket, fodbold eller lignende aktiviteter. Måske en rask rafleturnering eller et kortspil. Kun fantasien sætter grænser.

Der tændes op i kuglegrillen fra kl. 1700, så man har mulighed for at tilberede sig en grill-meny efter eget valg. Medbring råvarer, så er grillen klar til tilberedningen. Der er igen mulighed for at købe drikkevarer i klubhuset. Morten medbringer sin bålpizzatrailer, så medbring pizza-råvarer, hvis du har lyst til pizza. 

Lørdag kl. 1800 spiller Danmark fodbold mod Tjekkiet. Der er mulighed for sammen at se kampen i klubhuset.

Tag naboen, genboen eller familien med på stadion og lad os komme hinanden ved.

Byfestteltet tages ned søndag den 4. juli kl. 1300. 

Bestyrelsen Borup IF