E-fodboldstævne søndag den 27. september

Borup Idrætsforenings e-fodboldspillere var søndag den 27. september i Nykøbing M for at spille deres andet stævne i efteråret 2020. På billedet herover er Johan Nielsen fra Borup IF tilskuer til en kamp mellem Viborg FF og Ans IF. En kamp, der blev vundet af de dygtige spillere fra Viborg FF. 

Der er nu spillet 2 stævner i en række på 5. Viborg FF har vundet alle deres kampe og fører derfor puljen med 12 point efter 4 kampe. De er så godt som sikre på at gå videre til regionsfinalen den 20 og 21. november. Borup IF indtager andenpladsen med 6 point ligeledes efter 4 kampe. De øvrige hold i puljen er Morsø FC med 6 point, Ans IF med 3 point og Sallingsund med 0 point. 3 af de 5 hold går videre til regionsfinalen, så Borup IF ligger godt til. 

I dagens stævne gik det nu ikke helt i Borups retning. Første kamp blev spillet mod hjemmeholdet Morsø FC. Her måtte Magnus Nielsen og Johan Nielsen fra Borup IF give fortabt. Morsø vandt kampen 4-0. I anden kamp var det de dygtige spillere fra netop Viborg FF. Den kamp blev ligeledes tabt 0-4. 

Næste stævne er søndag den 4. oktober kl. 1300 i Ans IF. Her skal Borup If møde Sallingsund og hjemmeholdet Ans IF.

Samtidig med at efterårets turnering løber af stablen, har vi i klubben fået forespørgsler på at være med på børnehold. Borup IF er selvfølgelig interesserede i at tilbyde vores udstyr til spillere, så er der nogen, der har lyst til at prøve kræfter med Fifa 2020 fodbold, så læg en besked på mailadressen info@borupif.dk. Der er mulighed for at der kan laves ugentlige træningsaftener, så vi kan melde yderligere hold til, når der skal meldes hold ind til forårsturneringen. 

Vel mødt til e-fodbold i Borup IF.