Ny SUB 09 træner 2021 præsenteret

Torsdag d. 5/11 2020 kunne dameudvalget præsentere navnet på den nye træner i klubsamarbejdet mellem Skals FF, Ulbjerg IF og Borup IF.

Efter en noget usædvanlig sæson, tog SUB 09 afsked med klubbens hidtidige træner Søren Sloth Offersen, i forbindelse med en impulsiv træning søndag d. 25/10 som følge af den udskudte hjemmekamp mod Mejrup. Søren har haft et noget specielt første, og hidtil eneste, år som dametræner, der har budt på mange udfordringer udenfor banen i forbindelse med COVID-19. Sæsonen endte definitivt med en nedrykning til serie 1.

Den resterende dametrup har derfor ventet i spænding på at høre, hvem der skal stå for at bringe førsteholdet tilbage i Jyllandsserien. Valget faldt på den tidligere VFF-spiller Chris Muomaife, der de seneste 4 år har været træner for B67 herre senior.
Chris blev hentet til Danmark i 2006 fra Viborg FF’s fodboldakademi i Nigeria, hvor han indtrådte i Superliga og senere 1. divisionstruppen fra 2006 til 2011. Herefter var Chris en tur i Hobro på en lejekontrakt, inden han skiftede til en klub på Færøerne fra 2011 til 2012. Desværre endte knæskader med at være skyld i at Chris’ karriere sluttede lidt tidligere end håbet.

Ligesom Søren er det første gang Chris prøver kræfter med kvindefodbolden, men Chris har erfaring som først assistenttræner i Møldrup og herefter træner i B67. Chris påbegynder DBU’s T-licens i december, hvilket damerne håber at drage nytte af. Derudover rejser Chris normalvis 1-2 gange årligt til Nigeria, hvor han sammen med sin bror driver et fodboldakademi for drenge og piger i alderen 7 – 17 år. 

Chris glæder sig til at komme i gang som dametræner, og vi i dameudvalget er overbeviste om at det kommer til at være et godt match.

Annoncesponsor for dette opslag er: