Ny træner i SUB 09

Mandag den 18. november 2019 offentliggjorde dameudvalget i SUB 09 navnet på den nye træner i klubsamarbejdet mellem Skals FF, Ulbjerg IF og Borup IF.

SUB 09 tog afsked med klubbens hidtidige træner Kristian Kjær i forbindelse med klubbens afslutningsfest lørdag aften i Låstrup Forsamlingshus. Derfor har det også været ventet med spænding, hvem der nu skal overtage trænergerningen for Viborg Kommunes højst placerede kvindehold i jyllandsserien.

Den nye træner er Søren Sloth Offersen, der er en særdeles erfaren træner. Han har mange års erfaring både på banen som spillende træner, men også på sidelinjen. Det sidste bliver selvsagt også rollen i det kommende samarbejde i SUB 09.

Senest har Søren stået i spidsen for Alheden IF’s herrehold. Det var han i perioden fra 2017 til 2018. Indtil da var Søren tilknyttet herreafdelingen i Borup IF, men har spillet og trænet i flere midtjyske klubber gennem mange år.

Søren er født i Bøstrup ved Ørslev Kloster og har sjovt nok fået sin fodboldopdragelse i Ørslevkloster IF (ØK) ligesom flere af sine forgængere på trænerposten i SUB 09. Søren er 51 år gammel, bor privat i Skals og har en kæreste i Spentrup ved Randers. Han er far til 2 voksne døtre og en fodboldinteresseret Labrador.

Det bliver første gang Søren Offersen skal prøve kræfter med kvindefodbold. I hvert fald som træner. SUB 09 er den lokale kvindeklub, så derfor kender han i forvejen mange af spillerne og har set en del af deres kampe.

Søren oplyste, at han var overrasket over henvendelsen fra SUB 09, men efter at have vendt og drejet idéen et par gange og efter at have set kvinderne spille nogle kampe, var han ikke i tvivl om, at det kunne være sjovt og spændende at prøve kræfter med trænergerningen i SUB 09.

Hans foreløbige kendskab til SUB 09 er, at det er nogle seriøse kvinder, som spiller fodbold for at vinde. Det passer perfekt ind i Sørens indstilling til fodbold, og han er sikker på, at begge parter kan lære noget af samarbejdet. Søren har allerede opsnuset, at SUB 09 spiller indendørs fodbold tirsdag aften fra kl. 2000 til 2100. Han vil benytte den kommende tid til at kikke forbi, så han kan sætte navne på spillerne. Han opfordrer derfor også interesserede nye spillere til at melde sig under fanerne, så de kan være klar til den kommende sæson, holde fodboldkundskaberne og konditionen ved lige i samme ombæring.

Der er planlagt træningsopstart for SUB 09 lørdag den 1. februar 2020 kl. 1300 ved klubhuset i Borup IF. Her bliver der mulighed for at få græs under støvlerne, spille lidt bold og høre den nye træners optakt til den kommende sæson. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at de sportslige ambitioner er at blive i jyllandsserien, men også at have det godt socialt med fællesspisning og gode holdfester i samarbejde med herreafdelingerne i moderklubberne.

Den nye træner præsenteres for kvindespillerne ved et socialt arrangement mandag den 2. december 2019. Alle nuværende og interesserede spillere bedes sætte kryds i kalenderen, så de kan møde den kommende træner. Tid og sted for arrangementet offentliggøres senere.

Klubben byder Søren Offersen velkommen til SUB09. Vi glæder os alle til at følge kvinderne på banen i den kommende sæson.

Annoncesponsor for dette opslag er: