Referat serie 3 Borup IF - Løgstør IF

Borup serie 3 skulle lørdag ud i en afgørende kamp om den direkte nedryknings plads, da holdte på hjemmebane i Låstrup mødte Løgstør IF. Det blev et kæmpe drama, der vil blive huske i mange år. Løgstør lå inden kampen på puljens 2. nederste placering blot 1 point efter Borup. Derfor skulle Løgstør IF mindst have det ene point for at gøre sig forhåbning om at forblive i serie 3.

Borup startede kampen godt, og efter 5 minutter var aktive Magnus Dahl på spil i Løgstørforsvaret. Han fik en friløber og blev hægtet 5 meter uden for Løgstørs straffesparkfelt. Det takserede dommeren til et rødt kort til Løgstørs forsvarsspiller, der var Løgstørs bagerste mand. Løgstør var uforstående over for dommerens kendelse. Hjemmeholdet mente derimod bestemt, at dommerens røde kort kunne forsvares, men måske en fifty/fifty afgørelse. 

Det efterfølgende frispark fik Borup ikke noget ud af, men Borup var nu en spiller i overtal, og holdet kunne dermed overtage spillet uden dog at blive rigtig farlige. Løgstør levede på giftige contra, og pludselig kom de igennem på et af disse. Løgstørs angriber lavede noget, der lignede et indlæg, men bolden sejlede ind i Borups mål over målmand Kaare Elkjær, der trods fuld strakt ikke havde mulighed for at nå op til bolden. Dermed viste måltavlen 0-1 efter 25 minutter. Ikke fortjent, men et faktum.

Borup fik heldigvis udlignet kort tid efter, da Simon Andersen spillede på tværs, fandt Svend Åge Christensen, der spillede retur i feltet til Christian Malik, der let kunne sende bolden i mål til udligningen 1-1. 

Lidt efter måtte Anders Tougård ud i 10 minutter efter en hård tackling men 1-1 ved pausen og et fortrøstningsfuldt Boruphold. Borup var jo fortsat en mand i overtal i den resterende del af kampen. 

Efter pausen kom Løgstør bedst ud og kom foran allerede efter 5 minutter, da en angriber sled sig fri på kanten, hvorfra han kunne sende bolden på tværs til en ikke markeret medspiller, det let kunne sætte bolden i mål til føringen på 1-2. Endnu værre blev det i anden halvlegs 10. minut, da Kåre Elkjær tabte en ufarlig bold ind nettet. Borup hang derefter forståeligt med næbbet og kunne nu skimte en sæson i serie 4, hvis ikke der kom andre boller på suppen. 

20 minutter inde i anden halvleg tog Christian Malik sagen i egen hånd. Han kørte en enkelt forsvarer ude på kanten, trak ind i feltet, hvorfra han satte et flot skud over i målets lange hjørne og reducerede dermed til 2-3. Vigtig scoring, der bragte lidt farve tilbage i hovederne på de pressede Borup spillere.  

Borup kom tilbage i kampen og havde den ene chance efter den anden. Borup tørstede efter et forløsende mål, der i det mindste kunne sikre sig lidt håb om redning. Da der manglede 20 minutter af kampen, tog træner Svend Aage Christensen en skelsættende beslutning om at skifte angriberen ud. Patrick Thorsager afløste en træt Peter Lund. Kort efter var kunne Patrick sende bolden i Løgstørs mål efter et glimrende oplæg fra Johan Nielsen. Den scoring blev dog til alles store forundring annulleret for offside. En kendelse, som hjemmepublikum bestemt ikke var enige i, men som bekendt er det jo dommeren, der bestemmer og målet var og blev annulleret.

I halvlegens 30. minut blev Løgstør reduceret til 9 mand, da deres farlig angriber fik 10 minutter på bænken. Løgstør holdt dog på og så ud til at overleve presset. Først havde Patrick Thorsager et godt forsøg, som målmanden reddede. Uret nærmede sig det det 40. minut og tiden var ved at rinde ud. 

I et nyt angreb blev Patrick Thorsager hægtet langt inde i det lille felt. Straffesparket ville ingen fra Borup holdet sparke, så assistenttræner Flemming Lund måtte sende Borups kolde topscorer Peter Lund på banen igen. Peter stod for presset og sendte bolden flot  i mål til udligning 3-3.

Nu jagtede Borup for alvor den afgørende scoring, som ville sikre holdet en Play OFF kamp. Patrick Thorsager fik chancen på et frispark lige uden for feltet i venstre side, da Svend Aage Christensen på lidt af en svinestreg blev skubbet omkuld lang tid efter, at han havde afleveret bolden. Patrick forsøgte at lobbe bolden over muren, men målmanden var på plads og greb bolden.

3 minutter inde i overtiden forsøgte Johan Nielsen at kæmpe sig igennem, da han trak på tværs af banen lige uden for Løgstørs felt. Han blev fældet bagfra, hvilket helt korrekt blev takseret til et frispark lige uden for feltet nu i højre side.

Patrick Thorsager måtte igen i aktion. Han sendte bolden i mål på lidt af et drømmehug via overliggeren. Patrick Thorsager blev dermed dagens helt til kæmpe jubel for medspillere og hjemmepublikum. Patrick Thorsagers 3 års skades-helvede var pludselig glemt.

Kort efter lød dommerens forløsende slutfløjt efter en spændende og nervepirrende kamp, hvor Borup fortjent vandt 4-3. Dermed må Løgstør direkte ned i serie 4, og Borup sikrede sig endnu en chance for at blive i serie 3.

Borup kan sikre sig helt ved at vinde lokalbraget i Skals lørdag den 22. juni, men det vil nok kræve lidt af en overraskelse, selv om Borup vandt den første kamp mellem de 2 hold på hjemmebanen i Låstrup.

Kampens spiller blev helt fortjent dagens redningsmand Patrick Thorsager.

Medspillerne jubler efter vindermålet til 4-3. I midten ses kampens spiller Patrick Thorsager. 

Se flere billeder fra kampen på dette link. 

Se højdepunkter fra kampen på dette link. 

Annoncesponsor for dette opslag er: