Hjertestarterkursus i Låstrup Forsamlingshus

Her øver Svend Mogensen hjertemassage og påsætning af hjertestarter. 

Låstrup Forsamlingshus afholdt onsdag den 25. april et gratis genopfriskningskursus i hjerte-/lungeredning og brug af hjertestarter. Fremmødet viser, at borgerne i Låstrup vil gerne være sikre på, at de er klar til at bruge hjertestarteren, hvis og når, der bliver brug for den.

Læge, Anne-Birgitte Tougård og sygeplejerske, Eva Nielsen stod for afvikling af kurset, der indbefattede orientering om hjertets og blodkredsløbets anatomi, samt forskellige grunde til, at hjertet stopper med at fungere optimalt, så en hjertestarter kan bruges.

Efter et kort teoretisk oplæg, var det tid til at prøve teorien af på frivillige dukker og med hjertestarter-attraper. Alle fik mulighed for at prøve hjertemassage og kunstig åndedræt under kyndig vejledning fra læge og sygeplejerske, og alle fik mulighed for at pakke en hjertestarter ud og sætte ”pads” på dukkerne.

Desuden var der rig mulighed til at stille spørgsmål til instruktørerne og deltagerne fik en god snak om førstehjælp, opringning til Alarmcentralen 112, tilknytning til hjerteløber ordningen. Endelig fortalte Ole Pedersen en historie om hans ilddåb ud i brug af hjertestarteren, da han blev ringet op af alarmcentralen og blev sendt til en adresse i nærheden, hvor han fik brug for hjertestarteren.

25 borgere var mødt frem for at modtage undervisning. De blev alle serviceret med gratis kaffe og brød sponseret af Låstrup Forsamlingshus.

Deltagerne fulgte interesseret med i øvelserne på gulvet. 

Dukken er midlertidig død siger hjertestarteren. Hvad gør man så?

Lone Mogensen og Anne Grethe Frederiksen undersøger en bevidstløs patient.