Byfesten mandag aften

Byfesten i Låstrup mandag

Første rigtige arrangement i Låstrup Byfest var mandag aftens kirkekoncert i Låstrup Kirke. Sara Nygaard Ambrosius, Karin Bitsch Antonsen, John Thomsen, Ingeborg Bitsch Jensen og Lasse Bitsch Jensen var dagens aktører plus en ekstra lille overraskelse i ærmet.

Temaet for koncerten var ”sommer”, så det var glade toner, der blev formidlet videre til den fyldte kirke. 75 personer var mødt frem til dette første arrangement under byfesten. De fremmødte blev bestemt ikke skuffede, og det varierede repertoire, som aktørerne fremviste, var til glæde for alle tilskuerne.

Sara og Karin fremførte klassiske salmer og gode danske sange, mens John, Ingeborg og Lasse jonglerede mad swingende jazztoner og glad musik. Der blev spillet på en mangfoldighed af instrumenter. Musikanterne viste, at de beherskede instrumenter som trompet, bas, elektrisk guitar, orgel, klaver, cello, saksofon og violin.

Alle disse varierede oplevelser blev krydret med flere fællessange fra salmebogen, så deltagerne kunne ikke undgå at blive i sommerhumør i løbet af den time, som koncerten varede.

Koncerten sluttede med sangen ”Lyse Nætter” skrevet af Alberte Winding. Her blev så koncertens overraskelse afsløret. En ny aktør blev lanceret i form af sognepræst Ulrik Pilemand, der sang duet med Sara Nygaard Ambrosius. Det blev en perfekt afslutning på en god og opløftende koncert i Låstrup Kirke.

Efter koncerten var der kaffe og kage i Enghaven arrangeret af SUB88 forældre til fordel for SUB88 fodboldtur i efterårsferien 2016. Vejret var lige præcist dansk sommervejr med lidt dryp, lidt vind, men heldigvis var der læ i Engparken, der præsenterede sig på bedste vis.

Næste arrangement i Byfesten er Engtramperløb fra Stadion i Låstrup tirsdag aften kl. 1800, og foredrag med Lindy Aldahl fra TV-programmet Rigtige Mænd. Der er plads til flere løbere på ruten, men udsolgt til foredraget med Lindy.

Onsdag aften inviterer Cykelholdet Én Op på cykeltur rundt om Hjarbæk Fjord for racercyklister kl. 1800, mens der er 5-Aside fodboldturnering for alle U11-U15 spillere. Denne turnering starter kl. 1830. Endelig er der onsdag aften Krocketturnering, der starter kl. 1930, og for de yngste er der Børn på Øvelse for 2-10 årige.

Se hele programmet på dette link.

Se billeder fra aftenen på dette link.