Byfesten lørdag aften

Byfesten lørdag aften

Byfesten i Låstrup holdt lørdag aften festmiddag som afslutning på en uges byfest. 140 spisende gæster mødte op i teltet og deltog. Rigtig mange var klædt ud efter ugens tema "Militær", så der var soldater i alle afskygninger til stede, hvor det flot pyntede telt dannede rammen om en god fest. 

Karin og Trille stod for salat, nye kartofler, flutes og svampesovs á lá Karin. Kurt og Poul Erik havde gang i bål og flere griller for at få tilberedt oksefilet og kamsteg. Det blev selvfølgelig en overdådig middag, som det plejer at være, når Kurt og Karin trækker i trådene. 

Efter middagen var der fest i teltet, hvor der blev hygget, danset, slået søm i og meget mere, som sig hør og bør til sådan en fest. 

Arrangørerne kunne med tilfredshed afslutte byfesten med aftenens fest. Henriette Mikkelsen, der er formand for byfestudvalget takkede de mange frivillige, uden hvis hjælp, en byfest af den kaliber ikke havde kunnet lade sig gøre. 

Formand Lars Justesen tog ordet, og takkede Henriette og det øvrige festudvalg for vel afviklet byfest igen i 2016. En fantastisk uge, som længe vil blive husket. Ikke mindst for den gode tilslutning til arrangementerne, men også for den flotte udsmykning og udklædninger over hele linjen. 

Se de ikke censurerede billeder fra festaftenen på dette link. 

Byfesten har i 2016 varet i 6 dage plus tyvstart med Sct. Hans Bål torsdag i forrige uge. Det har krævet rigtig mange frivillige kræfter, at få afviklet alle de mange arrangementer, men rigtig mange har budt ind med hjælp, og flere er trådt til hen ad vejen. I 2013 blev de frivilliges arbejde i byfesten talt op i forbindelse med ansøgningen til Årets Lokalområde. I det år var der brugt 1050 timer på frivilligt arbejde til byfesten, som dengang var 2 dage kortere, end byfesten i 2016. Indsatsen er steget siden da, og dermed også det frivillige arbejde. En kæmpe tak til alle de frivillige hjælpere.

Ugens arrangementer har generelt været præget af god tilslutning.

Mandag var kirken fyldt til kirkekoncert, hvor lokale sang og spillede for publikum. Ved den lejlighed var U13 og U14 spillernes forældre gået sammen om at lave et kaffebord i Enghaven.

Se det fulde referat fra mandagens arrangement på dette link. 

Tirsdag var der Engtramerløb, hvor 95 løbere tog 2,5, 6,3 eller 10 kilometer i vores smukke natur omkring Låstrup. Samme aften var der foredrag med Lindy Aldahl i byfestteltet. Teltet var fyldt til randen, og gæsterne taler endnu om, at de havde mavekramper efter det sjove indslag.

Se det fulde referat fra tirsdagens arrangement på dette link. 

Onsdag var der Børn på militærøvelse for de 2-10 årige, fodboldturnering for de 11-16 årige, krocketturnering for alle, og prøvekørsel af 3 cykelruter rundt om Hjarbæk Fjord på racercykel. Hele 63 cykelryttere mødte op, for at være med på den fælles træningstur rundt om fjorden, hvilket var helt overvældende og uventet.

Se det fulde referat fra onsdagens arrangement på dette link. 

Torsdag var der bilorinteringsløb rundt i vores lokalområde. Orenteringsevnen blev testet sammen med 10 poster, hvor deltagerne blev testet på styrke, viden, hukommelse, koordination og meget mere. 30 biler deltog, hvilket er rekord for byfesten i Låstrup. Samme aften var der grillfest i teltet, hvor Lars Vetter og Niels Klausen vendte steaks og pølser på grillen. 130 menuer med steak og 80 med pølser var til rådighed. Grillmestrene måtte dog melde udsolgt, så flere pølser måtte skaffes til veje.

Se det fulde referat fra torsdagens arrangement på dette link. 

Fredag var der Skumfest for børn og unge mennesker. 30 børn var mødt frem for at deltage i festlighederne fredag eftermiddag. Skumfesten blev et populært indslag, og alle der var til stede, eller som har set billederne kan ikke være i tvivl om, at børnene havde en god fest. Fredag fortsatte med arrangementet ”Kun for Kvinder” i byfestteltet, hvor 40 kvinder mødte op og krydsede østrogener. Der var kæmpe gavespil i Låstrup Forsamlingshus i samme tidsrum, så antallet af mænd til banko slog rekord. 120 var i forsamlingshuset for at vinde de flotte gavepræmier, der var stillet til rådighed af lokale sponsorer. På fodboldbanen var der U70 Oldboys fodboldstævne og på opvisningsbanen mødtes 3 sammensatte hold med spillere i oldboysklassen. Det var dagens fysiske udfoldelse for de 70 modne mænd, der fik sig rørt på fodboldbanen. Fredagens arrangement sluttede med Rafleturnering, der med 45 deltagere også satte rekord.

Se det fulde referat fra fredagens arrangement på dette link. 

Se referat fra rafleturneringen på dette link. 

Lørdag dag startede med Den Jyske Sparekasses fælles morgenbord i teltet. Der er ikke tal på de fremmødte, men det stod hurtigt klart, at der måtte spises i hold. Teltet rummede ikke siddepladser nok. Heldigvis var der godt vejr, så mange trak udenfor og tog plads ved de udendørs bord-bænkesæt. Dagen fortsatte med Optog og Farmerturnering, hvor 6 lokalområder havde samlet et hold, klædt deltagerne ud, og lavet flotte vogne til optoget. Heller ikke her er der tal på antallet af deltagere, men der var god opbakning til arrangementet både på deltagersiden og på sidelinjen. Der blev dystet i Fodbold, Militær Forhindringsbane og i Hemmelig Militær Operation.

Kl. 13 var der indvielse af Fjordparkens Mountainbikerute, hvor Fjordklyngens formand Inge Carlskov holdt indvielsestale og rutens navn blev afsløret. Navnet er udvalgt blandt 55 navneforslag, der er fremsendt i forbindelse med en konkurrence, hvor vinderen fik en flyvetur over hele Verden. Der henføres til en flyvetur, hvor verdenskortet i Klejtrup kan ses fra luften og ellers går turen over Fjordparken. 100 var mødt frem med mountainbikes og andre robuste cykler. Det var helt overvældende at se alle de cyklister samlet ved startsnoren. Efter indvielsestale blev cyklisterne sent ud på ruter på 60, 40, 30 og 20 kilometer.

Samtidig var der fodboldkamp på stadion, hvor Borup IF herrer i serie 3 mødte SUB09 kvinderne i Kvindeserien. Første drengene mod pigerne, og siden et blandet hold, der måtte afgøres med straffesparkkonkurrence.

Teltet lukkede kl. 16 for at blive klargjort til ovennævnte festaften.

Byfestudvalget og bestyrelsen har svært ved at få armene ned, oven på den ene succes efter den anden i ugens løb. Den røde tråd i byfesten har været motion og sund levevis krydret med sjove og hyggelige indslag. Der har næsten dagligt været mulighed for at få sig rørt, og det har været dejligt at se, hvor mange deltager vi har kunnet trække fra Viborg og andre omegnsbyer. Det kan man kun være stolt af i et lille samfund som Låstrup med 180 indbyggere. Der er ikke overblik over økonomien i byfesten på nuværende tidspunkt, men der forventes en god håndsrækning til kassen, som bruges på at stille gode faciliteter til rådighed for byens borgere og idrætsforeningens medlemmer.

Det vigtigste i byfesten er det sociale regnskab, hvor vi med sikkerhed kan sige, at der på bundlinjen står et kæmpe plus.

Se referat fra lørdagens arrangementer på dette link. 

Se de ikke cendurerede billeder fra festaftenen på dette link.